Intelligent elinstallation
Fra starten var det min plan at lave elinstallationen med noget at det smarte, som at kunne styre lyset, stikkontakter og de øvrige elektriske apparater med en intelligent elinstallation.
I Danmark har IHC været det de fleste satte i forbindelse med smarte installationer, jeg havde lavet en del IHC i vores gamle hus – men ærligt talt så er jeg ikke imponeret af IHC.
Om det bare er mig der ikke har fulgt med, eller om IHC stadig hænger på den gamle måde at skulle kable fra eltavlen og til hver eneste afbryder, stikkontakt og hver eneste lampested, er jeg ikke sikker på – men IHC skulle det ikke være.
En afsøgning af markedet gjorde dog, at det ikke blev en smart installation fra start!
Skulle jeg have det jeg ville på byggetidspunktet, ville det give en merpris kr +100.000,- og det rakte budgettet ikke lige til.
Hvad gør man så?
Jo, man får lavet installationen som i gamle dage – det vil sige med ledninger trukket i plastrør over loft og i vægge. Nu om dage bruge de fleste at oplægge kabler, både over loft og indmuret i vægge.
For en gammel “trikker” som mig er det en ringe og for billig løsning!
Man har ingen ændringsmuligheder, man kan ikke trække en ekstra ledning eller udskifte en ledning som måtte blive defekt med tidens tand.
Løsningen er endt med indkøb af en bunke Shelly relæer, jeg har foreløbigt købt og opsat 5 stk i lidt forskellige udgaver. De første praktiske tests og installationer virker positive – mere om det senere.