Familesammenføring II
Vi fik idag kigget til det stade hvor vi i lørdags startede en familesammenføring ved hjælp af avismetoden, det var heldigvis gået som håbet, bierne havde blandet sig og summede rundt i begge kasser.
Vi tog avisen af, satte nogle rammer med foder fra det øverste magasin ned og rystede de sidste bier ned i det nederste magasin; de fik lov at beholde deres foderdej og går nu i et magasin.
Under sammenføringen var der kommet mere forsejlet yngel og familien er tilsyneladende kommet op på en fornuftig størrelse.
Det andet opstablingsstade er tilsyneladende også i fremgang, vi var ved at overveje at sætte et magasin på men valgte dog at vente til næste uge, hvor der gerne skulle være flere blomster at trække på.
I trugstadet hjemme er der fuld gang i bierne, der var vildbyg bagest i stader og vi fik derfor hentet nogle ekstra tavler frem fra lageret.
Bistyrken er høj, der var bier på samtlige 12 tavler i truget, yngel og æg på 4 tavler – så de har klaret vinteren godt.
Vi satte dronetavle i for 14 dage siden og der var nu bygget og forsejlet godt på tavlen, vi skar det ene felt ud til undersøgelse.
Frugttræerne i haven og hos naboerne er begyndt at springe ud, så vi satte et honningmagasin på og håber på lunt og tørt vejr.
Undersøgelsen af dronecellerne viste at varroa miderne er kommet til Park Alle, af de ca 50 laver jeg undersøgte var der mider i 6 celler.
Det var jo nok forventeligt da alle andre plages af de bæster, men da vi ikke så nogle sidste år havde jeg håbet det anderledes.
Vi må derfor være opmærksomme på udviklingen og følge anbefalingerne for bekæmpelse når den tid kommer. Jeg var ved at overveje at undlade honningmagasinet og give dem en lille uge med en myresyre fordamper, men valgte at lade være for nu.
Pyha, det er da godt at dramaet fik et godt udfald, nu håber jeg bare at de finder vej til min have også, ellers må vi se om de er ligeså dygtige som brevduer ;o)